søndag den 2. februar 2014

FLYREJSER OG HANDICAP

                 Siden jeg blev handicappet for 12 år siden har jeg rejst på 5 kontinenter, de sidste 6 år med handicapservice i lufthavnene. Set har altid fungeret godt til fantastisk, indtil min sidste rejse, hvor det i 3 ud af 6 tilfælde fungerede i særklasse dårligt og under al kritik.
                 Udrejse Kastrup fint, skift i Heathrow uproblematisk. Men ved ankomsten til Miami startede mareridtene. Der mødte en pusher op med en kørestol. Vores rejseleder havde sagt at vi skulle mødes ved bagage-udleveringen, og følges derfra. Det fortalte jeg kørestols køreren, men uden effekt. Efter vi havde fået kufferterne kørte han videre. Jeg protesterede, han kørte videre. Min søster bad ham stoppe, han kørte videre og sagde noget til min søster, han svarede og sagde en masse til hende hun ikke forstod. Hun bad ham tale til mig, men ”sådan en” i kørestol taler man nok ikke med, og ”sådan en ” forstår sikkert ikke noget. Jeg prøvede at råbe ham op uden reaktion, og falde ud af stolen kan jeg heller ikke. Vi kom så ud. Resten af gruppen var der ikke, og først i 4.forsøg lykkedes det at kontakte vor rejseleder på telefon. Vi kunne gensidigt ikke klargøre for hinanden hvor vi var, ej heller med lokal civil hjælp- der var ingen officials i syne og vores pusher forsvandt hurtigt, han havde andet vigtigt arbejde, og lod os stå i en ankomsthal.
                 Vi blev enige med rejselederen om at lede 10 min. mere og så skulle vi tage en taxa til hotellet. Der blev gruppen så forenet. Herefter fin tur som ses i rejse-bloggen.
Så hjemturen: OH ve, oh ve, oh ve. Afgangshallen. Vi fik at vide at vi nok kun ville blive booket ind til London, derfor skulle vi gå til samme skranke som rejselederen så ville han sørge for at vi ville blive booket direkte til Kastrup. Min kørestols kører stoppede midt i inchecknings-hallen og beordrede mig over på en stol reserveret til handicappede. Jeg nægtede, men en anden fra selskabet var allerede anbragt der, så jeg satte mig der, men da han kørte mod skranken rejste jeg mig og gik mod rejselederen. Pusheren kom så tilbage og beordrede mig ned. Jeg nægtede. Så kom rejselederen og spurgte til problemet. Løsningen blev den at jeg blev siddende i kørestolen midt i hallen, rejselederen tog så mit pas og billet til skranken, hvor de så mit billede og skuede ud i hallen og foretog en sikker identifikation på 23-30 meter (jeg har barberet skægget af siden jeg fik passet). I London gik det næsten lige så galt. 2 Kørestole ved flydøren. Den anden op til gangsystemet og anbragt på en stol. Da jeg kom op holdt der 2 elbiler, med kun en ledig plads, nogle raske ledsagere havde taget plads som de ikke ville vige for kørestolsbrugerne. Vores medrejsende fra selskabet der er kræftpatient og meget svag blev beordret at gå de 30 meter hen til den bil der havde en plads- Helt uanstændigt så der revnede ballonen og jeg talte med store bogstaver, De fik sat 2 raske af bilerne, så der blev plads til os begge. Undervejs blev jeg omladet til en kørestol, og snart kom vi væk fra vores rejsefælle, der igen senere blev skilt fra sin mand og veninde, så de kom dryppende til Gaten lang tid efter jeg var kommet.
Hurra hjemme i Kastrup, hvor Falck sørgede for at alt fungerede perfekt, og kørestolskørerne endda ville tale med de handicappede de kører rundt med. Det er jo rart som handicappet at blive betragtet og behandlet som et rigtigt menneske


lørdag den 25. januar 2014

SKIB OG SEJLTUR

Skibet er jo som krydstogt skibe er flest kæmpestore med plads til godt 3000 passagerer og halvt så mange besætningsmedlemmer. Barer, mindst 6 restauranter, kasino, butikker, hospital, soldæk og et par svømmebassiner, og boblebade.


Før afsejlingen redningsøvelse hvor alle skulle møde ved deres mødested i tilfælde af evakuering (muster station). To par aftener middag iført pænt tøj. Ellers al m. tøj, dog lange bukser og skjorte, evt. poloshirt.



Når man går ombord på sådan et godt 300m. stort krydstogtskib bliver man indlemmet i en stor organisme med andre spilleregler. Kaptajnen bestemmer hvad klokken er uanset hvor tidszonerne præcis skifter. Penge er et ukendt betalingsmiddet. Man har sin kakytsnøgle i form af plastikkort, der er også indkodet et billede, så når det sættes i en computer kan de se at jeg er mig. Dette kort er så også betalingskort på hele rejsen i barer, specialrestauranter, og til drikkevareri hovedrestauranten. Dog er drikkepengerigtig Cash.




Hele tiden aktiviteter, musik dans zumba, teater, kunstauktion, fotografering, vinsmagning, sansekonkurrence. Jeg har ikke nået det hele og har ingen intention om at nå det. jeg insisterer også på at holde ferie. Lene løber, cykler og går med naboen, så hun er altid væk når jeg skal bruge hende. Men jeg tror at hun nyder turen  


Nu er det sidste dag på havet. I morgen afmønstrer vi i Miami og skal ud i Everglades sumpen med luftbåde og se noget af Miami  bl. a. et moderne arkitektonisk område ( novoi art èlign).

ST. MARTIN

Sjov lille ø på størrelse med Amager, men delt mellem 2 stater Fransk og Hollandsk. Plads til ca 8 store krydstogt skibe. Der også er ansvarlig for hovedindtægts-kilden, turismen. Masser af liv, biler og  fodgængere, der deles godt om pladsen uden aggressivitet. Ja, politiet holdt trafikken tilbage når en haltefanden havde brug for en meter kørebane til at komme frem. Først fælles gåtur, så byplanen blev klarlagt, så det nærmest blev umuligt at fare vild. Herefter opsplitning. Jeg fandt en bar hvor man sad over gade niveau og drak min cola,og observerede byens trivsel. Derefter langs strandpromenaden, gennem en port ved en restaurant, hvorefter jeg befandt mig i Front Street, fandt et rest-room, og så var det tid til en øl,  indkøb blev det ikke til, da jeg jo står og fumler med pengene og taber dem, men om til Back Street og mod skibet, på vejen i "storbyen mødte jeg flere danskere jeg kendte, vi er 40 i rejseselskabet.

ST. THOMAS

Næste dag St. Thomas hvor tip og tip-tipoldefar har arbejdet. Først en bus/ eller måske rettere lastbils tur rundt på øen med uhørte stigninger, bilerne havde ikke automat gear, det ville ikke gå med nedkørslerne. Udsigts punkter over øen og krystalklare tyrkis bugter om hvide sandstrande. Ned fra  og op på ladet, op og ned ad trapper og skråninger. Udsigt til præsidentens sommerresidens, hvor Bill og Hillary blev forsonet, efter historien om praktikanten Monika havde fyldt verdenspressen i ugevis. Det var før mit år nul, og jeg fulgte slagets gang fra et hotelværelse i Paris.
Efter køreturen blev vi læsset af i hovedstaden Charlotte Amalie, hvor vi fandt noget frokost. Bagefter  var der samling, og flertallet blev guidet rundt i byen. Jeg og 3 andre fandt dog en bil og kørte direkte til skibet. Vi havde ikke mere i benene den dag. Vi har jo alle forskellige livsvilkår, både fysisk, økonomisk og på alle mulige andre felter

PUERTO RICO

Så kom vi til den første ø Puerto Rico. Denne Ø er egentlig en fejltagelse, Columbus navngav øerne efter den helgens dag det var da han første gang så Øen, Så Columbus kaldte øen San Juan, og hovedbyen Puerto Rico, men en senere korttegner kom til at bytte rundt på øens og byens navn, og således har det været siden. Efterhånden blev der så mange øer at han løb tør for helgennavne så en gruppe øer blev samlet kaldt  Jomfruøerne. På Puerto Rico startede vi fra havnen og gik halvvejs rundt om byen, og ind gennem en byport, opad bakke til en katolsk kirke, den sprang jeg over på grund af de mange trin. Herefter til et lokalt værtshus hvor vi sad ved diske i en lang række. Da jeg efter rejsen og dagen i Miami havde ret ondt i benet startede jeg dagen med en Dolol (tramadol, tradolan). Acetylsalicylsyre og gigtmedicin må jeg jo ikke få, og Panodil og alkohol går jo ikke sammen hvis man vil beholde sin lever, og på en ferie vil jeg gerne have et lille glas i ny og næ (det vil jo sige hv. 14 dag) og gerne lidt oftere. Men det var nu ikke nok, så nok en Dolol på turen, så til en forsvarsposition, gennem nogle små gader, og hjem på skibet og op med benene.

onsdag den 22. januar 2014

LIDT OM VORES BESØG PÅ ØERNE

I dag skriver vi d. 22. Jan de sidste dage er gået hurtigt, vi er tidlidt oppe og skalskynde os at blive færdige til afgang, og så in på land.
Mandag anløb vi Puerto Rico kl. 15, hvor vi var på en spændende og informativ travetur rundt i den gamle bydel og nogle af de gamle fæstninger, Jørgen skriver mere om dagen, når vi nu skal have et par dage på skibet, desværre er der ikke så ofte netforbindelser på skibet,min egen forbindelse, og skibets er dyrere end min på denne rejse.
Tirsdag anløb vi St. Tomas kl. 8 med landgang kl. 8.30, også her en pragtfuld rundvis dog denne gang i taxier med guide og dansk på den ene, vi kørte nok omkring et par timer med flere hold på forskellige sider af øen. Det var rigtig spændende at se alle de historiske bygninger fra den danske tid og høre om dengang og tiden siden de blev solgt og til i dag. Jørgen steg af den sidste halvdel af turen, og godt for ham, da resten var noget krævende op og ned af meget ujævne gader, trapper og smøger. Jørgen skriver sikker også mere her om.
I dag onsdag er vi på St. Martin her kunne jeg komme på netcafe`, vi anløb i løbet af natten p.g.a. en syg med passager, men det ar ikkeindvirken på vores tid i land, vi kom ind med en vandtaxi og så igen en travetur og meget infomation - historie om øen, rejselederen har sat sig rigtig godt ind i stederne, det er dejligt for os. Jørgen gik lidt tidligt ned og fandt sig en skyggefuld plads ved stranden, måske han også har været ombord og finde badetøjet frem til en tur i vandet.
Der er rigtig mange ting at beskæftige sig med på skibet, og en hel del underholdning som teater, musik og sang, og meget andet gejl. Og masser af pools og diverse barer samt solsenge, forskellige udendørs spil er der også nogle af.
Til morgenmad er der intet der mangler og dr er et sted med Brunch meget fint, og så dæk 14 hvor man selv går rundt og finder det man lige har lyst til, næsten det samme som ved Brunch bare ikke så stilfuldt, men super hyggeligt begge dele.
Til aften spiser vi for det meste i en resturant med fin servering og vinkeepere, fint skal det være, bare så super hyggeligt, et par af aftenerne er det i stiveste puds med jakke for herrerne og pynte kjoler for damerne, virkelig hyggeligt.
Jørgen vil skive meget mere i løbet af de næste dage om det hele.
Jeg skriver på en dagbog, og dr vil også komme flre billeder ind efterhånden
Ha' det godt hjemme i sneen, her har mellem 25 -35 grader.

TUREN TIl MIAMI

Turen til Miami kom Lene meget let om ved. Det var en tur med overraskelser og besværligheder jeg ikke har oplevet før som handicap rejsende. I Kastrup kom en pusher som forventet. Flyve turen til Heathrow, og skiftet der gik smertefrit.
- Og så. I Miami kom en pusher, som vi fortalte at vi skulle samles med gruppen ved bagageudleveringen. Det lod han hånt om, og når vi bad ham vente et sted hørte han så frygteligt dårligt, eller ville han bare ikke tale med en åbenbart underfrankeret kørestolsbruger så inden vi fik set os om var vi ude og han gik med ordene om at han havde andet at lave, så måtte vi selv finde de andre, de kom ikke igennem. Så efter en tid prøvede jeg at ringe til rejselederen, uden held. Hans telefon var måske stadig slukket eller sat på flymode. Jeg kontaktede så en tilfældig rejseleder og fik hende til at ringe, hun kom ikke igennem, og kunne så oplyse at det pågældende nummer slet ikke fandtes. Efter at have udskiftet 0045 med +45 fik vi forbindelse, men vi kunne ikke forklare hinanden hvor vi var, en anden tilfældig rejseleder blev så involveret, det hjalp heller ikke. Der blev så lavet den aftale at fandt vi ikke hinanden indenfor 10 min. Skulle vi tage en taxa. Det blev løsningen, så vi kom til hotellet 3 min før de andre. Hannibal blev meget lettet over at se os. Han troede at vi var blevet væk, det var vi slet ikke, vi var jo her hele tiden, det var ham og gruppen der var blevet væk. Så var vi alle forenede, vi kunne få aftensmad og vælte i seng efter Lene havde ringet til Godtfred og sagt at vi var vel fremme. Det blev han jublende glad for, og kunne så glæde os med den oplysning at det var kl 2 nat i DK.
Så for eftertiden skal jeg nok have lokalvaluta til en længere taxatur med hjemmefra.

RESTAURANT - HOOTERS

Hooters historien for mit vedkommende starter i 2000 i Orlando, hvor jeg uforvarende kom ind på en restaurant hvor alle der serverede var unge kvinder, meget velformede, med uniform bestående af orange hotpants og en T-shirt med et billede af en stiliseret ugle. Næbet diskret placeret over navlen, og uglens øjne velanbragt på 2 iøjnefaldende steder. Hvad jeg ikke husker fra dengang, men som jeg så nu var at de alle havde strømpebukser på så de så solbrændte ud. Hooters historien startede i det sydlige Florida i 1983, hvor en gruppe forretningsmænd ville oprette et spisested hvor de hurtigt kunne få Buffalostyle ChickenWings. De ville sørge for noget der kunne få mændenes øjne til at få det glimt i øjet ligesom når de kiggede på chickenwings, øl og fodbold, og det blev så chiks. Jeg fik da i hvert fald øje på det, og synes at det skulle Lene også opleve. Jeg fortalte kort om det til rejselederen, han spurgte om det var det rigtige sted at tage sin kone med, da han så fik at vide at Lene er min søster åndede han lettet op. Besøget var en succes, god sund mad. Turen ud og hjem har Lene vist fortalt om i korte vendinger.
Her et billede af den originale t-shirt. 

på dette link kan man se og læse mere om Hooters
http://www.hootersflorida.com/

lørdag den 18. januar 2014

LIDT FRA DE FØRSTE DAGE

Vi ankom planmæssigt til Miami og kom ud til vores hotel, klokken var godt nok blevet mange og vi var trætte så det var med at få noget at spise og så komme i seng, vores dag nåede jo også op omkring 24 timer. Fra Kolding kl 2 nat dansk tid og jeg ringede ved ankomsten til Godtfred, da var klokken 2 nat hos ham.

udsigt fra vores værelse meget tidlig morgen
Fredag tog vi ud på egen hånd, Jørgen ville gerne finde et spisested ved navn HOOTERS, han havde spist på et af deres engang i Orlando for ca 12-14 år siden, og synes vi skule opleve sådan et sted, da det var lidt specielt. Kan Jørgen selv skrive om senere.
Hotellet og guide kendte ikke til den kæde, men vi fandt den og der var kun 12 mulige steder i Miami at vælge imellem, vi valgte et og drog af sted med bus plan og bykort, det tog os godt 2 timer at komme dertil.


Derefter var betjeningen hurtig og effektiv, det var lige i nærheden af en lufthavn,



Det var meget speciel og lidt særpræget og alligevel hyggeligt. Vi fik noget lækkert at at spise og oplevede at en brandudrykning af de større, en noget mere larmende oplevelse skal man lede efter længe tror jeg.
Det tog os godt 2½ time at komme tilbage til hotellet, og så fik Jørgen en velfortjent skraber.
På vores udflugt havde vi nogle pæne traveture til og fra og fra og til busstoppesteder og vi havde jo god tid og fik set meget liv omkring os.



Vi spiste sent til aften og så var den dag også brugt,
Her lørdag stater vi med at samles ca kl 12, hvor vi så skal have en del instrukser inden vi går om bord på skibet, det bliver bare så dejligt og en ferie på en anden måde,
Vi sender mere når vi kommer til en net cafe på land, hyg jer i sneen som jeg kan se er kommet til i store mængder rundt om i Danmark
Kh Lene

mandag den 13. januar 2014

I SLÆGTENS FODSPOR

Min tip tip oldefar Peder Nikolaj Nygaard var dansk embedsmand på St. Thomas, en af de Dansk Vestindiske Øer, år 1800 til 1820.
Det er derfor med stor spænding min søster og jeg tager over og ser på lokaliteterne. Vi har forberedt os grundigt ved at læse hans dagbogsoptegnelser som er udgivet i bogform af hans sønnesøn arkivar H. S. A. Nyegaard.